| Chapter 17 |
1 | Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;
|
2 | visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.
|
3 | Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?
|
4 | Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;
|
5 | den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.
|
6 | Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;
|
7 | mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;
|
8 | retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,
|
9 | men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.
|
10 | Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer!
|
11 | Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;
|
12 | Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;
|
13 | vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje,
|
14 | Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.
|
15 | Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?
|
16 | Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet?
|
22 | Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra.
|