| Chapter 10 |
1 | Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider?
|
2 | Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder;
|
3 | thi den gudløse praler af sin Sjæls Atfrå, den gridske forbander, ringeagter HERREN.
|
4 | Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker.
|
5 | Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender.
|
6 | Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt."
|
7 | Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge;
|
8 | han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne;
|
9 | han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn;
|
10 | han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans Kløer.
|
11 | Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser det aldrig."
|
12 | Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke!
|
13 | Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke?
|
14 | Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager def i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.
|
15 | Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes!
|
16 | HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land;
|
17 | du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til
|
18 | for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold.
|